Hvad vil det egentlig sige at have et formål?

Og skal man have et formål?

​

Begge spørgsmål er for mange særdeles svære at forholde sig til. Særligt når det drejer sig om formål med livet bliver det for stort og uhåndgribeligt. Det kan være vi ikke synes det er relevant, at vi ikke ønsker at definere os selv på netop dén måde.

 

Eller simpelthen ikke kan sætte ord på det. Men det kan også være at der er en underliggende frygt for at forholde sig til sin retning i livet, at tage stilling til hvad der virkelig giver mening for en og udleve det. En frygt for at vi bliver (be)dømt af vores omgivelser, som repræsenterer en norm.
 

Nogle er i stand til meget tidligt at fornemme deres formål og stå fast ved det. Formål er tæt forbundet med éns passion og
ambition og nogle er i stand til at udleve det i en meget ren form. Vi kender alle en som allerede meget tidligt i livet har vidst hvad han eller hun ville bruge sin tilværelse på. For nogle er det måske at ville være tømrer og bygge huse eller andre konstruktioner, for en anden er det måske at udtrykke sig gennem kunst eller musik. For en tredje er det at blive læge eller sygeplejerske og tage vare på andre. Eller noget helt andet, som f.eks. at leve som nonne eller vagabond, at dedikere sit liv til en sag.
 

Det afgørende er at éns formål kommer indefra og ikke er et formål man lader diktere af andre. Hvis et ungt menneske udtrykker et ønske om at ville forandre verden, vil en reaktion fra flere sikkert være at det er naivt, umuligt og spild af tid. Vi søger accept og bekræftelse i vores omgivelser, særligt når vi er unge, og hvis vi bliver mødt med tvivl og skepsis når vi udtrykker vores inderste ønsker, kan det resultere i at vi bliver bange for at ”stikke ud” og blive vurderet og ikke tør tage selvstændige valg om hvordan vores eget liv skal leves.

​