THINK

Perception
Perception er vores opfattelse og fortolkning af det vi sanser med øjet, øret, smagen, lugten og berøringen.
Fortolkningen er central at forstå i forhold til perception, da det vi ser, hører, smager, lugter og rører ved, gennemgår en mental proces som ”filtrerer” det vi opfatter, så det passer til vores antagelser. Når du ser, smager og rører ved en appelsin, ved du f.eks. at det er en appelsin fordi du har lært at den ser sådan ud og smager på en bestemt måde. Der er et sprog for det og man kan hævde at det ikke kan være andet end en appelsin.
Vi kan komme til at overføre samme stiliserede konklusioner til andre sammenhænge hvor det ikke er hensigtsmæssigt. Et godt eksempel på dette er i mødet med en person du ikke kender. Lynhurtigt aflæser du vedkommendes udseende, hører hvad de siger og hvordan de siger det. Måske lugter de af en parfume eller noget andet du synes om eller ikke synes om.
Alle disse sanseindtryk tager du lynhurtigt til dig og fortolker det ud fra antagelser du bærer med dig. Det er det vi ofte kalder ”førstehåndsindtrykket”. Vi danner os en ramme hvori vi kan ”forstå” personen.
Din perception forarbejder sammen med dine antagelser en opfattelse af at personen må være på en bestemt måde, baseret på hvad du ser, hører osv. Og det kan lede dig ind i en forvrænget fortolkning af virkeligheden som kan skabe konflikt, men også gøre dig "blinde” for muligheder.
Din hjerne er hele tiden automatisk i gang med at ”forudsige” de mest sandsynlige fremtidige hændelser, baseret på hvad du har lært af fortiden. Du forbereder din opfattelse og måde at møde oplevelser på ud fra hvad den har har forudsagt vil ske.
På en måde kan din perception altså blive en selvopfyldende profeti, hvis ikke du bliver opmærksom på når denne proces begynder og bliver i stand til at træde ud af den.
